|
Et kompositmateriale er defineret som et materiale, der er sammensat af mindst to forskellige materialer, som hver for sig ikke altid egner sig til konstruktionsformål, men som i kombination resulterer i et materiale med stor styrke og stivhed. Kompositmaterialer har været kendt og anvendt i bygninger i tusinder af år, f.eks. blev lerhytter i stenalderen fremstillet af strå klinet med ler. Beton forstærket med stål er et eksempel fra moderne tid. I en sådan materialekombination optages trækbelastningen af stålarmeringen, mens beton optager trykbelastningen.
Plast forstærket med forskellige former for fibre udgør en væsentlig del af de kompositmaterialer, der anvendes i det moderne samfund. Fiberforstærket plast kan groft inddeles i to typer: kunststoffer forstærket med korte fibre og kunststoffer forstærket med lange (kontinuerlige) fibre. Kompositter med armering af korte fibre anvendes hovedsageligt til sprøjtestøbte eller extruderede plastemner. Kompositter forstærket med lange eller kontinuerlige fibre anvendes ofte til større konstruktioner som skibe, tryktanke og vinger til vindmøller. I et fiberforstærket plastmateriale udnytter man fibrenes egenskaber til at modstå træk- og trykbelastninger, mens plasten - matrixmaterialet - overfører forskydningsbelastningen.
Ved anvendelse af kompositmaterialer i stedet for traditionelle materialer som f.eks. stål opnås der normalt betydelige vægtbesparelser, dels på grund af de enkelte komponenters specifikke egenskaber og lave egenvægt, og dels fordi det er muligt at fremstille kompositter til helt bestemte formål. Et kompositemne kan således ved sin materialekombination sammensættes og konstrueres med en bestemt belastningstype for øje og giver yderligere en række fordele fremfor traditionelle materialer, f.eks. kemikaliebestandighed samt elektrisk og termisk isoleringsevne.
Kompositte materialer har i de seneste årtier vundet stadigt større terræn indenfor stort set alle brancher. Den stigende udbredelse kan forklares ved en bedre og mere alsidig viden om kompositte materialers grundlæggende egenskaber og lange holdbarhed. Samtidig er basismaterialernes generelle egenskaber blevet forbedret gennem produktudvikling. Dette har muliggjort en mere målrettet anvendelse og reduktion af sikkerhedsfaktorerne til realistiske niveauer.
|
