|
Vinduesproducenterne får nye designmuligheder med materialet plastkomposit, der forbedrer konstruktionens isolerende egenskaber
Materialet plastkomposit, populært kaldet glasfiber, bruges i stigende grad til at bryde kuldebroer i ramme- og karmkonstruktioner, så boligens varmetab reduceres.
Før i tiden skete varmetabet igennem selve vinduesruden, men i dag er glasset blevet så godt, at fokus er flyttet til rammer og karme, der nu danner boligens største kuldebro og samtidig er årsagen til kondensvand på ruderne.
Hos virksomheden Fiberline Composites oplever man derfor stigende interesse for firmaets profiler i plastkomposit, der leveres til europæiske producenter af vinduesrammer og facader, oplyser firmaets ingeniør Peter Kidmose.
- Vores profiler bliver brugt til at skabe en bedre U-værdi for den samlede vindueskonstruktion. Der er stigende fokus på det varmetab, der sker gennem karmen, fra producenterne af døre og vinduer. Og der er også lovgivning på vej i flere lande, med krav om en reduktion i boligens varmetab til omgivelserne. Næsten halvdelen af boligens varmetab sker gennem vinduer og døre, siger Peter Kidmose
Da plastkomposit samtidig har gode styrke- og stivhedsforhold kan materialet både benyttes til at give en vinduesramme styrke og til at fremstille slankere rammer, til gavn for vinduets og boligens udseende og lysindfaldet i rummene.
- Materialet giver vinduesproducenten mange muligheder. Han kan bruge plastkompositprofilet som selve rammen og give rammen en flot finish ved at male den. Eller han kan vælge at bruge plastkomposit i rammekonstruktionen og lægge pyntelister af træ eller aluminium udenpå, siger Peter Kidmose.
Fiberline Composites kan forme profilerne på utallige måder efter den enkelte vinduesproducents behov. Forskellige pakninger og spor kan inkorporeres, så profilet passer til kundens vindueskonstruktion og han får en rationel produktionsgang.
|