Ode til brobyggerne
Det er de, som vil over på den anden side
der bliver brobyggere.
Særligt i områder med mange floder
bliver deres håndværk iøjnefaldende
så forskelligt fra skomagernes diskrete
og gipserne, som arbejder
inde i de mørke, kølige værksteder
hvor deres hvide materiale kommer til sin ret.
De er blot nogle, der arbejder for en
eller hvis værksteder man kommer forbi
– en lyd af hamre og save
lugte, der trænger ud i sollyse gader
af lim, linned, læder, tovværk, svejsning…
Men brobyggerne! Lige fra badebroer
i den blege, skandinaviske sommernat
over tunge, tyrkiske stenbroer på Balkan
og videre
over usandsynlige stålkonstruktioner
og spinkle hængebroer i dampende jungler
har intet folkefærd
givet mig så meget med deres arbejde som de.
Aldrig har jeg oplevet Asien så intenst
som på broerne
og heller aldrig floderne:
Rhinen, Donau, Kizihrmak og Eufrat
– og San Francisco i højt sollys, set fra Golden Gate
og de små træbåde
der ligger og rådner på Rhone sent i oktober.
Hvad ville Skandinavien have været
uden Munchs broer?
Forelskelser burde begynde på en bro
og slutte på en bro.
Så kunne man bagefter tænke på alt vandet
det klare, det mudrede
og det solnedgangen farvede
grædepile over sort vand, hjuldampere og slidt jazz…
Brobyggerne ved dette!
De andre er blot til for at varetage
deres mærkelige, små professioner.
Måtte de finde tid
til nu og da at gå over en bro!
HENRIK NORDBRANDT
Under mausolæet, 1987
|
